Tilbage til forsiden
Collager
Ideen, skitsen, motivet er oftest nedfældet på papir. Papiret bærer linien, formen og farven. Linien kan omslutte farven og farven kan understøtte linien. Indtryk og impulser til billederne hentes i naturens former og farver - fra de store linier i landskabet til små strukturer og detaljer i planter og sten. Af det jeg ser og opfatter i naturen skabes intense og farvestærke billeder med en egen verden af mønstre og ornamenter.

I mine collager anvender jeg alverdens forskellige papirer. Håndlavede ark indkøbt i London, Frankrig og Italien, samt spændende papirark som venner har hjembragt fra Japan, Korea, Nepal og Zimbabwe.
Hvert papirark har sit særpræg, hver sit "sprog", som definerer den overflade og struktur jeg har brug for i mine billeder. Hertil anvender jeg også papirark af egen tilvirkning, hvori havens planter, specielt liljer og tulipaner, bliver en bestanddel. Med papirmassen kan jeg støbe, folde og forme så selve papiret bliver et ornament og kan anvendes som en del af billedets komposition. Og så bliver det for alvor fascinerende, når billedet danner sig på fladen og jeg kombinerer former og farver - maler med papirstykkerne.